mandag den 13. november 2006

Optimisme

I dag er det første dag du kører med den lille bus alene til legestuen. Derfor var jeg lidt spændt på hvordan det skulle gå. Vi gjorde os klar og gik ned kl. 7.15. Så da chauffeuren ringede stod vi allerede på fortovet og ventede. Du blev sat inderst mod midten ved siden af en sød pige med briller ca. på din egen alder. Du sagde “to venner”. Og så vinkede du til mor og kørte afsted uden at kny.

Katinka kom hjem i godt humør. Men det var svært at få hende til at fortælle om hvad hun havde lavet. Mor gættede på at hun havde pustet (mundmotorik) og hun sagde “ja og høre lyde”.

To gange i dag har hun sagt noget som får mor til at tro at hun er ved at forstå forskellen på mig og dig. Mor kan ikke huske det ordret men noget i stil med “jeg hedder mig ikke dig”. Det er den sidste seriøse knage mor har at hænge sin bekymring op på. I det hele taget har det været svært at bevare pessimismen i dag. Ikke mindst da mor så hende nede i børnehaven. Vi kom med vilje ca. 20 minutter før mødet. Og hun sagde hej til Sigurd, Louis og Selmas 9 mdr. gamle lillebror og ville låne ham sin kat, den hun havde fået af Katla, den skulle med ned i børnehaven. Så hilste hun på Katla - som sagde at hun elsker Katinka - og på Louis - som ville have Katinka med hjem og lege nu - og på Helin, som kom ned for at lege med fuglene, som Katinka havde taget frem, sammen med hende. Hun nåede også at løbe lidt rundt med Victor inden mor gik ind på stor stue med de andre voksne.

Tandplejen har ringet. Katinka skal i narkose d. 28. november og have lavet tænderne.

søndag den 12. november 2006

Svømmehallen

Du er begyndt at gå i svømmehallen med far. Det er det bedste du ved.

lørdag den 11. november 2006

Flyvepige

Du er flyvepige. Du render rundt med ble, trøje og støvler og er flyvepige. Der er fuld gang i rollelegene her i weekenden.

fredag den 10. november 2006

5. dag

Katinka stod op kl. 4 og klagede over at hendes “plaster” var væk. Hun ville gerne i legestue og kunne næsten ikke vente til kl. 7.15 da bussen kom for at hente hende og mig. Da de ringede var vi hurtigt i flyverdragten og nede men det lader til at det alligevel var for langsomt, så fremover tager Katinka flyverdragten på kl. 7.15. Hun tog en lille lur på turen derud. Udover hende er der 3 lidt større drenge i bussen, men det er en meget fredelig tur, både frem og tilbage. Karoline kom ud for at hente Katinka ved bussen og mor kom med ind. Katinka tog flyverdragten af os hjemmesko på og så vinkede hun farvel i strålende humør.

Karoline ringede da hun havde sat Katinka på bussen. Det var første tur Katinka skulle tage alene, så vi var lidt spændte. Det gik fint men hun sov ikke så meget på turen selvom hun må have været temmelig træt. Karoline fortalte at dagen havde gået fint, men at en af de andre børn havde bidt hende ved albuen og at de havde ligget på en madras og læst bøger.

torsdag den 9. november 2006

4. dag

Du blev kørt ud til legestuen med både mor og far og autostolen. Mor gik med dig ind. Og så fik du overtøjet af sammen med Karoline og så sagde du hej hej uden det mindste tøven.

Mor hentede dig kl. 13.50. Du tog overtøj på sammen med Karoline og så tog du minibussen hjem sammen med mor. Karoline fortalte at du havde haft en god dag. Du havde spillet billedlotteri sammen med Nabil, set Rasmus Klump sammen med Karoline og smagt på en rødbede. Det var gået godt. Du var godt træt i bussen hjem. De andre børn faldt i søvn med det samme. Det gjorde du ikke.

onsdag den 8. november 2006

3. dag

Du kørte i legestuen med din far. Og I legede med Karoline i dukkerummet. Du gemte dig i legekøkkenet og i kurven. Og Frederik dukken havde gemt sig for at spise ost.

Så tog far afsted og du fik frugt og legede sangelege med de andre børn. Bl.a. "Jeg gik mig over sø og land". Og så var I ude på legepladsen. Og du spiste en frikadellemad og en pølsemad. Og så kom far tilbage og du tog hjem. Far fik den første journaludskrift med hjem. Og hilste på Eva og på Heidi - Victors mor.

mandag den 6. november 2006

Indkøring

Du sov godt i nat og du og mor tog på Bispebjerg med metroen og bus 43. Da vi ankom kom Karoline hurtigt ud på gangen til os og så gik vi ned til dit skab og tog overtøj af. Og så måtte du selv vælge hvor du ville lege og du valgte det store rum med sørøverskibet. Du syntes det var sjovt at kaste sørøverne i fangekælderen. Så kom der en anden dreng og sad ved siden af sammen med Hanne. Han legede med en togbane og du blev nysgerrig og mistede interesse for sørøverskibet. Karoline hentede Beyblades og så legede du med det. Og drengen kom hen og var med. Da det blev kedeligt blev du interesseret i dukkehuset. Så det legede vi lidt med. Du blev interesseret i bogstaverne og så gik vi ud på gangen for at læse i en bog. Og så skulle du tisse. Og så gik vi ind i rummet ved siden af hvor der var tøjdyr i en kurv. Du tog tøjdyrene ud og kravlede helt ind i kurven. Og så sagde du at du var en fisk og så ringede du til Victor. Og jeg fik den også på hovedet. Da vi havde leget det lidt skulle jeg gå. Du protesterede men mor gik alligevel. Og du vinkede ud af vinduet. Da jeg kom tilbage efter ½ time fortalte Karoline at det var gået godt. I havde leget videre med tøjdyrene og gemmeleg og der var også kommet en pige ind. Og så gik I igen ind i den store stue og spiste frugt. Du havde spist løs af pærerne. Og siddet med omkring bordet da alle børnene skulle synge. Da jeg kom tilbage sad du på skødet hos Karoline og så ikke helt begejstret ud. Da jeg kom ind løb du hen til mig. Mor satte sig ved siden af Karoline men du løb hen på madrassen. De var ved at synge en rundesang med alle folks navne - men da det blev din tur så du genert ud så de sprang dig over i dag. Så sang de “En elefant kom marcherende” og så var det “fingersangen”. Da blev du lidt nysgerrig. Men da de sang lillefingerverset blev du ret sur og råbte at de skulle synge tommelfinger. Så skulle børnene på legepladsen, undtagen dig. Du gik ind i det lille rum med mor og Karoline og legede køkken og gemte dig også i køkkenskabet. Og så lagde du en dukke til at sove i en dukkevogn og gav den sut i munden. Så kom Merete og vi gik ind i det rum hvor vi sad i går for at hun kunne lave en lille helbredsundersøgelse. Du vejer 15.3 kg. Du tog det hele pænt. Der var også forskellige tøjdyr. Bl.a. en drage, et egern og en isbjørn. Du lyttede til deres hjerter med Meretes stetoskop. Merete kunne høre at du har udviklet dig meget siden i så hinanden sidst, både dit sprog og din øjenkontakt. Jeg fortalte at vi ikke mente at du fejlede noget men at børnehaven ikke var så optimistisk. Hun sagde noget i stil med at så var det jo godt at vi fik det undersøgt så vi kunne berolige børnehaven.

søndag den 5. november 2006

Udredning

Vi ankom kl. 9.30 til Bispebjergs børnepsykiatriske observationsbørnehave, hvor de skal se om Katinka skulle have noget indenfor autismespektret eller ikke fejle noget, og det var svært at finde en parkeringsplads så Katinka og mor blev sat af ved døren. Eva kom ud og hilste og så kom far og vi gik ind og hilste på Hanne (sygeplejerske) og Karoline (pædagog), som er Katinkas kontaktperson. Vi kom ind i et stille rum, hvor der var legetøj parat. Og endnu vigtigere en skål med småkager -bl.a. sukkerkringler. Katinka kastede sig over dem og sang “Der bor en bager” og siden alfabetsangen. Først informerede Eva, som er vores sagsbehandler, lidt om hvornår vi skulle ses igen og om hvad hendes opgave er og hvordan ang. aktindsigt. Vi aftalte det første møde d. 20. november.

Hanne tog over og fortalte hvordan forløbet er skruet sammen og hvordan hun forestiller sig at indkøringen kan foregå. Det lød fornuftigt alt sammen. Karoline sagde ikke ret meget for hun er helt ny i afdelingen.

Vi blev vist rundt. Og Katinka var meget glad for omgivelserne. Puderummet var et hit, i den store legestue var det sørøverskibet og bogstaverne på væggen der hittede, i “køkkenrummet” kravlede hun ned i en netkurv og ringede med telefonen: “pænt farvel” og i det kreative rum fik hun øje på en æske med beyblades på en hylde og forlangte den ned. Hun fik lov at lege med snurretoppene. Hun sagde hvilken farve hun ville have og så fik hun den. Da hun havde prøvet dem allesammen lå de foran hende og Hanne spurgte hvor mange der var og så talte hun dem ved at benævne deres farver: blå, grøn, rød, sort osv. og næste gang hun blev spurgt talte hun: farve, farve, farve….

Så gik vi udenfor på legepladsen. Der er en smuk have med høje træer, som faldt i Katinkas smag. Og Katinka kom på bølgelængde med Karoline og spillede bold og gyngede med hende og samlede bog og viste det frem. Så skulle vi hjem.