Optimisme

I dag er det første dag du kører med den lille bus alene til legestuen. Derfor var jeg lidt spændt på hvordan det skulle gå. Vi gjorde os klar og gik ned kl. 7.15. Så da chauffeuren ringede stod vi allerede på fortovet og ventede. Du blev sat inderst mod midten ved siden af en sød pige med briller ca. på din egen alder. Du sagde “to venner”. Og så vinkede du til mor og kørte afsted uden at kny.

Katinka kom hjem i godt humør. Men det var svært at få hende til at fortælle om hvad hun havde lavet. Mor gættede på at hun havde pustet (mundmotorik) og hun sagde “ja og høre lyde”.

To gange i dag har hun sagt noget som får mor til at tro at hun er ved at forstå forskellen på mig og dig. Mor kan ikke huske det ordret men noget i stil med “jeg hedder mig ikke dig”. Det er den sidste seriøse knage mor har at hænge sin bekymring op på. I det hele taget har det været svært at bevare pessimismen i dag. Ikke mindst da mor så hende nede i børnehaven. Vi kom med vilje ca. 20 minutter før mødet. Og hun sagde hej til Sigurd, Louis og Selmas 9 mdr. gamle lillebror og ville låne ham sin kat, den hun havde fået af Katla, den skulle med ned i børnehaven. Så hilste hun på Katla - som sagde at hun elsker Katinka - og på Louis - som ville have Katinka med hjem og lege nu - og på Helin, som kom ned for at lege med fuglene, som Katinka havde taget frem, sammen med hende. Hun nåede også at løbe lidt rundt med Victor inden mor gik ind på stor stue med de andre voksne.

Tandplejen har ringet. Katinka skal i narkose d. 28. november og have lavet tænderne.